LATA Integrationshus’ tilgang til arbejdet med målgruppen, og dermed også vores faglige målsætning, er tostrenget med en socialpædagogisk del og en socialfaglig del.

Integrationshuset tilbyder ophold til voksne og unge i alderen 18 til 35 år, der har behov for pædagogisk støtte. Nogle har været udsat for så voldsomme oplevelser før eller under flugten, at de udviser tegn på traumatisering og f.eks. har PTSD-symptomer.

Vores pædagogiske personale støtter borgerne til at bearbejde, reflektere over og mestre de udfordringer, de oplever, og til i det hele taget at etablere en normal hverdag.

Vi arbejder ud fra nedenstående metode med en tilgang, der tager udgangspunkt i vores opfattelse af, at alle er unikke, og derfor tilpasser vi vores indsats i forhold til borgerens egne samt myndighedernes ønsker.

  • MOTIVERENDE SAMTALE (MI)

I den motiverende samtale arbejder man med fire fundamentale motivationsprocesser. I Integrationshuset fokuserer vi på og tilpasser samtalen for at skabe progression i samtalen og i motivationsarbejdet.

De fire fundamentale motivationsprocesser består i:

  • At opbygge relationen til personen og skabe engagement.
  • At afklare målet for samtalen og skabe fokus.
  • At frembringe personens forandringsudsagn og øge motivationen.
  • At forhandle en plan og sikre forpligtelse til forandringen.

I LATA Integrationshus arbejdes der relationsdannende for derigennem at hjælpe borgeren med at bygge eget selvværd op og finde troen på sig selv, så borgeren kan genfinde egne ressourcer, genskabe håbet og livsglæden.

  • EMPOWERMENT

LATA Integrationshus yder borgerne rådgivning og vejledning med henblik på at hjælpe borgerne til at få bedre indsigt i egen livssituation og derved bliver handledygtige i eget liv.

Hvor offerrollen tilbyder magtesløshed, tilbyder empowerment tilgangen motivation og ejerskab – ejerskab over egne ressourcer, muligheder og livssituation.

Derfor arbejder vi i Integrationshuset med empowerment. Ved hjælp af MI og hjælp til selvhjælp forsøges det at flytte borgerens selvopfattelse af sig selv til at være et aktivt subjekt, der – ved at fokusere på deres handlinger – kommer hurtigere tilbage på sporet mod en vellykket integration i det danske samfund.

  • HJÆLP TIL SELVHJÆLP

Hjælp til selvhjælp tager udgangspunkt i den enkelte borger og denne borgers samlede situation, som er forskellig hver gang.

De enkelte borgere har vidt forskellige ressourcer og kompetencer, og ved at fokusere på disse kan man styrke det positive potentiale, som de skal bruge i deres integration i det danske samfund.

Ideen med hjælp til selvhjælp er, at man ved at yde støtte og opbakning til de borgere, vi arbejder med, giver dem bedre mulighed for at hjælpe sig selv.

Sammen med borgeren taler personalet om mulige løsninger i stedet for direkte at fortælle, hvordan de burde handle. Det gælder om at støtte borgeren med at nå de målsætninger, borgeren selv har sat, frem for at sætte målene for dem.

Der er således tale om skræddersyede forløb, som er nøje tilpasset den enkelte beboers ønsker og behov.

Borgeren tilbydes ligeledes støtte i at strukturere hverdagen for sig selv ved hjælp af ugeplaner.

Integrationshuset arbejder ud fra en relationsdannende indsats og ønsker derigennem at hjælpe borgeren til at genfinde sine egne ressourcer og styrker, så de kan arbejde videre mod at blive selvhjulpne og i stand til at varetage eget liv.

  • ALMINDELIG DAGLIG LIVSFØRELSE

ADL dækker over de praktiske færdigheder, der er nødvendige for at klare hverdagsaktiviteter såsom personlig hygiejne, påklædning, madlavning, spisning, rengøring m.m. Det betyder, at ADL-træningen foregår i naturlige sammenhænge og har til formål at gøre den enkelte så aktiv og selvhjulpen som muligt i alle daglige gøremål.

Derudover ydes praktisk hjælp til læring af opgaver som tjek af e-boks, korrespondance med officielle interessenter, ledsagelse til aftaler med sundhedsvæsenet m.m.